Jamen så læser du jo science fiction!

Ovenstående var Mandens kommentar, da jeg forsøgte at forklare ham plottet i Libri de Luca (Mikkel Birkegaard). For de uindviede kan jeg fortælle, at Manden er sci-fi-fan og selv skriver en del. Og at vi har lange, gentagne diskussioner om hvorfor genren er fed – eller kedelig – da jeg langtfra er fan.

Måske er det årsagen til, at jeg endte med at være mindre end vildt begejstret for bogen? Den startede ellers godt, basalt set som en thriller hvor en ung advokat, Jon, arver sin fars antikvariat. Nogen forsøger at brænde butikken, og det viser sig at der er et større magtspil i gang. Faderen var nemlig medlem af et selskab af ”Lettorer”, mennesker med de evner at de er i stand til at påvirke andres tanker og følelser, når de læser - eller ved at læse højt for dem.

Så langt, så godt. Historien er bestemt medrivende og langt hen ad vejen godt skrevet, men efterhånden udvikler den sig mere og mere fantastisk. Det bliver de godes kamp mod de onde Lettorer, der (måske?) forsøger at få verdensherredømmet, eller i hvert fald misbruger deres evner for egen vindings skyld. Bogen slutter med den helt store kamp på læseevner, med bål og brand, og gæt selv hvem der vinder. Men alligevel uforløst, for de gode er for få og uorganiserede, og de onde er ikke helt nedkæmpet. Faktisk lidt som i de første 6 Harry Potter-bøger...