mandag den 7. marts 2011

... og flødeboller i min mave

I aften er syaften hos Anne. Men jeg skal ikke med - jeg skal nemlig op klokken kvart i kvalme for at nå et tog til København. I teorien burde jeg derfor gå tidligt i seng, men mellem os sagt: Det sker nok ikke... Men sandsynligheden for en acceptabel nattesøvn må dog trods alt være større, hvis man ikke først kommer hjem kl. 22.30, så derfor har jeg meldt afbud. Og det med store kvaler, for jeg ville jo gerne sy.

Men endnu mere ville jeg gerne være med til at fejre Louises fødselsdag og spise hendes kage. Ja, indrømmet, både natteroder og sukker-o-man, kan det blive bedre??! Nå, men her til formiddag fandt jeg en mail i min indbakke om at de hjemmelavede flødeboller må vente et par uger grundet praktiske problemer - så jeg går altså ikke glip af kage eller andet guf i aften, kun af syningen.

Problemet er bare at sådan en mail er farlig at sende til mig. Min hjerne går straks i selvsving "hjemmelavede-flødeboller-hjemmelavede-flødeboller-hjemmelavede-flødeboller-hjemmelavede-flødeboller-hjemmelavede-flødeboller uhhhhhmmmmmmm" (indsæt selv savle-smiley). Og straks er sukker-o-man-supersurferen i gang med at finde opskrifter, deriblandt Anarkistens. Og hold da kaje hvor ser det bare godt ud!

Nå, med udsigt til en lang dag i morgen kørte jeg tidligt fra arbejde for at kunne hente snottet datter lidt tidligt, blot for at opdage at hun da selvfølgelig var på naturpatrulje og derfor slet ikke kunne hentes tidligt. Og så kunne jeg jo lige så godt fordrive ventetiden med at proviantere til de famøse flødeboller.

Både knægten og tøsen syntes heldigvis det var helt fantastisk at være med, også selvom de mest fik lov at hjælpe med at slikke piskeriset. Og trykke skummet ud i flotte former.

Photobucket

Sådan nogle flødeboller kan se helt kunsteriske ud:

Photobucket

I hvert fald indtil jeg kom chokolade på - dernæst så de vist nærmest kiksede ud.

Photobucket

Det gjorde nu ikke noget i dette tilfælde, de fik i hvert fald hurtigt ben at gå på...

Photobucket

Et par advarsler må der dog til: Det kan ikke anbefales at lade 3½-årig deltage, hvis han skal se pæn ud i tøjet bagefter. Og det kan heller ikke anbefales at kværne 2 i træk som dessert ovenpå en god aftensmad. Her 3 timer senere har jeg stadig kvalme...

2 kommentarer:

Louise sagde ...

Hvad kan man da ikke blive skyld i!
Nu håber jeg mine bliver lige så gode.

Fru Drud sagde ...

Det gør jeg også, Louise ;-) Og sikkert pænere, når du ikke har 3½-årig til at forstyrre under skabelsen af kunstværkerne...