søndag den 3. maj 2009

Ingredienser til søndag-aften-hygge

Ved du ikke hvad du skal bruge søndag aften til? Man tager:
- en symaskine og en overlocker
- noget babyfløjl, der engang var ved at blive onbu-stropper
- en rest bomuld fra en venindes mei tai
- en halvdårlig film på TV2

Og vupti! har man ikke bare en ganske god aften, men også et par nye bukser til knægten.




Mønsteret er fra Onion - nr. 20017, som jeg var heldig at grave frem i en rodekasse hos min lokale stofpusher. Det er ellers udgået. Synd, eftersom det faktisk er utrolig fine bukser, som sidder rigtig pænt på numsen af drengebarnet.

Stoffet er fra Stof og Stil: limegrøn tynd og blød babyfløjl, og en rest bomuld fra Panduro, som dels er brugt til benlomme, dels som skråbånd på de øvrige lommer samt som tittekant. Lommerne er ikke bukket ind men blot overlocket med hvid tråd i kanten, hvilket gi'r et dejlig råt udseende.

Jeg er rigtig glad for resultatet. Faktisk så glad, at jeg nok bliver nødt til at lave de samme bukser i tynd denim også... Mon jeg kan lokke tøsen i et par, hvis jeg dekorerer med noget lyserødt og nogle perler???

Knægten kom i bukserne fra morgenstunden, og jeg nåede lige at knipse et par billeder af ham og bukserne på vej ud af døren (meget meget utålmodige børn lige i dag...) De er lidt lange endnu, men der er jo elastik forneden, så han falder ikke i dem. Og han gror næsten lige så hurtigt som min fjerbusk, så de kommer snart til at passe perfekt :-)



Og som sagt: de sidder også pænt bagpå.



Nina fra vuggestuen spurgte, om jeg også syr dem i voksenstørrelse... Det gør jeg ikke - jeg har ikke noget mønster - men det var da noget af et kompliment :-) I øvrigt var det ret heldigt at jeg fik knipset dem allerede i morges, for nu er de smurt ind i mad og mudder. Gad vide om de nogen sinde bliver rene igen?

Ingen kommentarer: