Ein bischen Frieden...

Ungerne er taget på miniferie hos mine forældre. Vi har ryddet op i stuen, så der ikke ligger legetøj über alles. Støvsuget madrester, modellervoks og papirklip-rester op. Fjernet voksdugen fra spisebordet, så man kan se det smukke bord. Brygget the. Så nu sidder jeg her: i min gyngestol med pc på skødet, Tina Dickow på anlægget og the i koppen, mens Manden ta'r sig en lille lur.

Fred...

Ingen der brokker sig over musikvalget. Ingen, der skændes om hvad de skal se i tv. Ingen der vil male/spille wii/strikke/spise/drikke/noget-helt-syvende. Ingen der lige vil fortælle mig noget. Vise mig noget. Have hjælp til noget. Eller bare vil have noget opmærksomhed. Ingen nedsmeltning, fordi cheese dippers og chips altså bare ikke er morgenmad. Ingen der skriger, så superligaens dommerfløjter får kamp til stregen, og så forældrenes ører stadig summer flere timer efter. Ingen der piller knopperne af de troldegrene, jeg har sat på bordet i håb om at de springer ud og bringer foråret ind i stuen.

Bare mig. I mit helt eget rum. Himmelsk!

Så hvorfor er det lige at jeg savner dem allerede, de to varyler?? Godt de allerede kommer hjem søndag eftermiddag - mon ikke jeg så kan klare at nyde freden lidt så længe, trods alt ;-)