lørdag den 1. januar 2011

Julegaver!

Det er ikke meget håndarbejde, jeg har fået lavet den sidste månedstid. Ej heller mange blogindlæg, jeg har fået skrevet. November og december har stået i sygdommens tegn i det Drud'ske, jeg tror ikke vi har haft en dag i de 5 uger op til jul, hvor vi alle fire har været raske. Og det tærer selvfølgelig på overskuddet til at blogge, sy osv.

Lidt er det dog blevet til, for jeg var så lemfældig at købe ind til ikke mindre end fire hjemmelavede julegaver. De tre nåede at blive færdige, den fjerde gjorde ikke, så Manden måtte tage til takke med 5 meter bomuldslærred og besked om at de nok skal blive til natbukser inden længe. Stakkels mand, det var ikke engang "4 alen merino til en vinterfrakke"...

Mathilde ønskede sig brændende "piratudstyr", og som gør-det-selv-mor kan man jo ikke sidde sådan et ønske overhørig. Hvordan den slags ser ud var straks værre! For adspurgt svarede hun at det var noget med et krumsværd og et rødt tørklæde om hovedet med knuden i siden. Godt så, Googles måtte komme mig til hjælp. Men nej, for jeg googlede ordene "pirate girl". En stor fejl, for min umiddelbare tanke var at sådan kom min tøs i hvert fald ikke at se ud. Nogensinde!!!

Lidt inspiration fandt jeg da, og sidste frie aften inden jul syede jeg som besat. Her er resultatet:
Photobucket

Tøjet består af bondebluse i mol med smock i hals og ærmer (Onion 20022), en vest/snøreliv i velour (eget mønster) og en nederdel med snydeunderskørt med blonde (eget mønster). Blomsterborten skjuler sammensyningen af de to lag.

Photobucket

Enhver pirat må ha' en papegøje, således også Tøsen. Denne har jeg også selv syet, i rester af jersey og fløjl og med fyld af en IKEA-pude til 7 kroner. Mønsteret har jeg flikket sammen med inspiration fra en kakadue-bamse, jeg engang fik i Australien. Der er velcro i bunden af papegøjen og på skulderen af snørelivet, så den kan sidde fast. Den er ikke så stabil som ønsket, så jeg skal have fundet en bedre løsning.

Behøver jeg sige at Tøsen er ellevild??!

Hun fik faktisk endnu en hjemmesyet julegave som også faldt i god jord, nemlig denne nederdel:

Photobucket

Den er syet efter "Sewing clothes kids love" i diverse stumper fra Stof2000's restebunke og med bånd fra Farbenmix (stærkt vanedannende bekendskab!!!) og Stof og Stil. Det gule flæsebånd og taljestoffet er dog fra City Stoffer.

Åh ja, jeg fik da også syet en ulden kjole til en veninde - en genganger af denne, og strikket et par sokker til min far. Ingen billeder, desværre!

Ingen kommentarer: